Pressemeddelelse

Conecto skruer op for forventningerne til 2023 efter flot årsregnskab

Tobias Nawrocki, CEO, Conecto

Pressemeddelelse: Conecto skruer op for forventningerne til 2023 efter flot årsregnskab

Hos IT-virksomheden Conecto har de svært ved at få armene ned efter et stærkt 2022, hvor virksomhedens EBITDA landede på 10,3 mio. kr. – og hos Conecto forventes vækstrejsen at fortsætte i 2023.

Det netop offentliggjorte årsregnskab fra Conecto, der leverer IT-løsninger til både offentlige institutioner og større private virksomheder, viser, at omsætningen voksede fra 92 millioner kroner i 2021 til 124,2 millioner kroner i 2022. Det flotte resultat skyldes, ifølge Tobias Nawrocki, adm. direktør hos Conecto, summen af en række strategier.

”Vi ser tilbage på et stærkt 2022, hvor vi er lykkedes med flere vigtige investeringer i organisationen. Vi har blandt andet investeret stort i forretningsområdet Digital Health, som gør en stor forskel for sundhedspersonalet på hospitalerne, da de får frigivet tid til at fokusere på deres primære arbejdsopgave – at sikre patientpleje af højeste kvalitet.

Derudover oplever vi, at stadig flere kunder køber bredere ind i hele vores forretning omkring digitalisering, der forandrer og forbedrer menneskers hverdag på tværs af sektorer. Det har betydet, at vi også har fortsat væksten inden for vores øvrige forretningsområder. Samlet set har væksten på tværs af vores forretningsområder givet os et kæmpe boost i markedet,” siger Tobias Nawrocki.

Conecto handler om mennesker

I IT-branchen er der kamp om de dygtigste specialister. Derfor er rekruttering og høj medarbejdertilfredshed centrale punkter i Conectos vækststrategi. I den forbindelse fremhæver Tobias Nawrocki virksomhedens familiekultur, hvor der er et stærkt fællesskab samtidig med, at der er god plads til den enkelte medarbejder. Dette har ifølge Tobias Nawrocki været udslagsgivende for virksomhedens succes med onboarding af nye medarbejdere og høje medarbejdertilfredshed, som er en af de højeste i branchen.

”IT-branchen rummer en masse dygtige specialister. Derfor havde vi i 2022 fokus på at styrke vores onboarding, så vi kunne tiltrække og fastholde de dygtigste specialister. Det har givet pote ved, at vores nye kolleger er faldet hurtigere til – og også bliver hos os. Samtidig oplever vores kunder, at de, hos os, har adgang til de allerbedste specialister i branchen, hvilket vi også kan se på, at de fleste kunder vælger at være hos os rigtig længe,” siger Tobias Nawrocki.

Store forventninger til fremtiden

Oven på det flotte resultat i 2022 er forventningerne for fremtiden steget hos Conecto. Ifølge Tobias Nawrocki er der lagt en ambitiøs og målrettet plan, som skal sikre, at vækstrejsen fortsætter.

”Vi er selvfølgelig stolte af resultatet, der understreger, at vi driver en sund og ambitiøs forretning. Nu er vi klar til at bygge videre på det stærke udgangspunkt, som vi har lige nu. Vi er på en vækstrejse og forventningen er, at vi i de kommende år fortsat leverer flotte, tocifrede vækstmål inden for alle vores forretningsområder. I 2023 har vi et stærkt fokus på at få endnu flere dygtige IT-specialister ombord samtidig med, at vi kan fastholde og udvikle alle i Conecto-familien. Dermed står vi stærkt, når vi skal levere sikker og stabil IT-drift til endnu flere kunder,” afslutter Tobias Nawrocki.

For yderligere info kontakt venligst:

Tobias Nawrocki
Administrerende direktør, Conecto
Direkte tlf.: +45 4010 9998
Mail: tna@conecto.dk

Om Conecto

Hos Conecto tror vi på, at it handler om mennesker. Med fokus på vores kunders visioner og praktik, udvikler vi meningsfulde it-løsninger, der forandrer og forbedrer menneskers hverdag.

Siden 1997 har vi leveret flere end 10.000 projekter inden for forretningsområderne; Work is not a Place, Cloud Transformation, Digital Health og Support & Operations.

I dag er vi flere end 60 medarbejdere i virksomheden, der alle har en oprigtig tilgang til at samarbejde om digitalisering, der understøtter vores kunders processer og mål.