Hit med Citrix og BlackBerry
Når der skal leveres en vigtig vare om natten, så er det med stor sandsynlighed Hit Danmark A/S, der står bag leveringen. Hit Danmark er en distributionsvirksomhed, der har specialiseret sig i natlige leveringer af reservedele og varer over hele landet. Det stiller store krav til logistikken og kommunikationen. Derfor har Hit Danmark investeret i en mobil dataløsning fra Conecto, så virksomhedens ledergruppe altid kan være online og dermed bevare overblikket.
Hit Danmark A/S er en af de virksomheder, der får Danmark til at hænge sammen. Distributionsvirksomheden fra Glostrup har specialiseret sig i levering af varer om natten, så mekanikere, håndværkere, landbruget og mange andre kan starte dagen med det, der manglede dagen før. Hvis en mekaniker for eksempel har brug for en vigtig reservedel, så leverer en bil fra Hit Danmark den over natten inden kl. syv næste morgen, så har mekanikeren den ved arbejdsdagens start.
Den service kræver stort overblik fra den fem mand store ledergruppe i Hit Danmark, som derfor er afhængig af en nem, sikker og stabil mobil dataløsning. Efter en tæt dialog med det lokale TDC Mobil Center i Glostrup leverede mobilcenteret en løsning fra Conecto bestående af en mobiloptimeret Citrixløsning, samt BlackBerry. Den mobile pakke betyder, at Hit Danmarks udfarende ledergruppe nu har adgang til hele virksomhedens netværk, hvor som helst og når som helst.
"Selv om vi er et ganske lille team, så har vi hele tiden behov for at komme i kontakt med hinanden, og da vi jo langt fra sidder bag en computer hele tiden, så har det været vigtigt for os, at få et system, hvor vi kan være online over det hele. For eksempel med mails, hvor vi må sige, at BlackBerry virkelig har vendt op og ned på vores hverdag. Det er meget betryggende, at vi får alle vores mails direkte i terminalen i modsætning til tidligere, hvor man skulle gøre en aktiv indsats for at hente dem via sin PDA eller, hvad man nu arbejdede med", fortæller direktør i Hit Danmark A/S, Jan Rasmussen, der tidligere var afhængig af en Exchange-løsning.
"Men det hjalp os jo kun, når det handler om vores mail og kalender. Med vores nye løsning kan vi nu logge på vores netværk, hvor som helst vi vil. Det er vigtigt for os, blandt andet fordi, at mange mennesker er afhængige af, at vi hurtigt kan reagere - for eksempel, hvis der er problemer med en levering, eller vi skal finde et kørselsdokument", siger Jan Rasmussen.
Tid kan udnyttes konstruktivt
Direktøren er ofte til møder med Hit Danmarks søstervirksomheder rundt om i Skandinavien. Det betyder meget rejsetid, som nu kan udnyttes konstruktivt, påpeger Jan Rasmussen:
"Man får mange ting fra hånden. Hvis man for eksempel sidder i en lufthavn, så kan man nu ordne alt og ikke bare som tidligere svare på mails. Det er en rar fornemmelse, når man kan løse en opgave med det samme og ikke lige skal huske på, at man skal sende et eller andet dokument, når man kommer hjem på kontoret. Det frigiver ikke bare mere tid, men giver også meget mindre stress", siger Jan Rasmussen, der havde store forventninger til de nye mobile tider hos Hit Danmark, men som måtte sande, at nogen gange viser virkeligheden sig endnu bedre.
"Vi havde jo en ide om, at vi gerne ville det her inden vi gik i gang. Vi er en virksomhed, der altid forsøger at gå forrest inden for teknologien og derfor havde vi for eksempel også snakket om BlackBerry tidligere, men var ikke rigtig kommet i gang. Det er vi så nu, og jeg må sige, at det nu er en helt anden verden, som man slet ikke kan sammenligne med, hvordan det var tidligere. Det besværligt, vi havde mange nedbrud og sikkerheden var også dårlig, men alt det er vi ovre nu. Blandt andet fordi, at sikkerheden i løsningen er ekstrem høj", fortæller Jan Rasmussen, der også har glæde af SMS PASSCODE®.
"Hit Danmark har samarbejdet med det lokale TDC Mobil Center om både Citrix- og BlackBerry-løsningen:
Samarbejdet har fungeret optimalt, og det har været rigtig godt. Vi blev for eksempel rådet til også at investere i det mobile Citrix, selv om vi egentlig i første omgang bare ville starte med BlackBerry. Men nu har vi også stor glæde af Citrix, så det har vi bestemt ikke fortrudt. Hele pakken fungerer fremragende, og det har givet os helt nye muligheder for at arbejde mobilt", siger Jan Rasmussen.
Om Løsningen:
TDC Mobil Center i Glostrup har leveret de Citrix- og BlackBerry-servere, samt de nødvendige terminaler til Hit Danmark. Citrix fungerer ved, at det nøjes med at sende skærmbilledet til den enhed, der bliver arbejdet på. Enheden kommer herved til at fungere som en tynd klient, uanset om enheden er en PDA eller bærbar PC på farten. Via det mobile Citrix får den mobile medarbejdere således fuld adgang til alle virksomhedens applikationer såsom MS Outlook, MS Word, MS Excel, MS Powerpoint, Navision m.fl.
BlackBerry bygger på en push-baseret teknologi, hvor medarbejdernes e-mails, kalender, kontaktbog og memo bliver skubbet ud på BlackBerry terminalen, når de kommer ind på virksomhedens mailserver. BlackBerry giver samtidig mulighed for adgang til andre af virksomhedens applikationer.
Om Hit Danmark:
Hit Danmark er en distributionsvirksomhed med 10 medarbejdere på kontoret i Glostrup og et varierende antal chauffører, som er tilknyttet virksomheden. Hit Danmark er specialister i natleverancer og garanterer levering inden kl. 07:00 om morgen til for eksempel bilbranchen, håndværker og landbruget. Hit Danmark er en del af det nordiske Hit Nordics.
